Tania Viit. F. 1969, København.
Jeg er hittebarn.
Halvt dansk og halvt mauritiansk. Min far var papegøje-dressør og min mor sandsigerske. Og siden jeg kom til verden, har jeg nevet mig selv i maveskindet, indtil jeg hylede og sang.
Jeg kigger gerne i min mormors spådomskugle. Alle brikkerne sætter i bevægelse, og når først spøgelserne myldrer frem af alle vægge og hjørner, er der ingen vej tilbage.
Så kører bussen, og alle spøgelserne er med..
HVAD ER FIKTION FOR MIG
Som forfatter beskæftiger jeg mig med fiktion & storytelling på flere parametre. Det er ikke kun sangene, jeg koncentrerer mig om – jeg skriver børnebøger, romaner, lyrik og film.
Jeg har skrevet, før jeg kunne skrive – og tegnet mig ud af min barndom. Er lidt af en nørd, når det kommer til ord…
Jeg skrev og tegnede på alt som lille, borde, arme, cigaret-etuier – og på folks vinduer. Tegnelæreren sendte mig på tegneskole i 5., men musikken blev min metiér, og jeg endte med at uddanne mig til sanger og musiklærer på Det Jydske Musikkonservatorium, 1999-2003.
Udtrykket jeg arbejder med, tager udgangspunkt i den symbolik og sprogverden, som optager mig både i min sangskrivning og i alle mine originale historier.
Via min kunst, søger jeg efter mit ophav i mine sange og fortællinger – ikke i geografisk forstand. Men i mit sind, mit DNA – . Jeg prøver at skrive med spilopper i sproget - med en tiltet hjerne. Den dér konstante sprudlen..
Mit tekstunivers er på dansk, – og jeg skriver på mine erfaringer, på alt fra ADHD og til at have ondt i sin elastik eller om, hvad det vil sige, at være for kort til verden.
Jeg skriver, fordi jeg virkelig bare elsker at skrive.
Små afvigelser – passager af leg med idé, form og stil kan være afsæt for den gode historie – og måske udmønte sig i et filmmanus, en roman, et digt, en tegning – og det er måske netop i dén tværgående kontekst, jeg ser mig selv som writer.
Men altid med det dér særlige “filter” på verden: Hvem er jeg?
© 2025 Tania Viit – Designet af Auxo.dk